Opsætning af en tårnkran er en af de vigtigste faser i et byggeri, også på Tage Hansens Karré. For os handler det om at kombinere teknisk præcision med høj sikkerhed. En god start kræver en præcis plan for pladsens logistik, hvor vi tjekker alt fra underlagets styrke til de snævre pladsforhold. Det er især vigtigt, at fundamentets beregninger stemmer overens med placeringen af den mobilkran, der skal rejse tårnkranen. Ved at koordinere dette nøje sikrer vi, at montagen forløber effektivt og sikkert.
Man kan i denne prcess løbe ind i mange udfordringer. Den største og mest uforudsigelige udfordring er dog vind og vejr. Under selve opstillingen er kranen særligt sårbar over for vindstød, og vi opererer derfor med strikse grænseværdier, hvor sikkerheden aldrig kompromitteres for tidsplanens skyld.
Vi har desværre også måtte give efter overfor vind og vejr, og derfor er opsætningen af tårnkranen blevet forsinket, og vi arbejder på at få færdiggjort opsætningen i næste uge (uge 6 2026).
Vi er kede af de udfordringer og gener som beboere og borgere i nærområdet er blevet påvirket af, og vi takker mange gange for forståelsen og samarbejdet med selv samme borgere.
Når tårnkranen står færdigt opsat begynder elementmontagen for alvor, hvor vi i ugerne efter hurtigt får flere etager på, og bygningen vil begynde at tage form.